Dagbog

Skotten Anton

Da vi så Anton første gang, var der ingen tvivl, vi var solgt! Hvor var han dog dejlig den lille vovse. Med tiden er vores begejstring steget til uanede højder og vi var ikke i tvivl om, at vi også ville have en hund. Nu var det bare sådan, at der ikke var nogen af os der var vilde med tanken om at samle hundehømhøm’er op på gader og veje, så vi ville ikke have en hund i vores daværende bolig, der trods alt lå et sted med rimelige muligheder. Da vi så købte huset på bakken gik vi i seriøse forhandlinger om at få den hund, vi så længe havde ønsket os. Vi var sikre på, at en hund som Anton var umulig at få. Han er så sjov, charmerende, hyggelig og dejlig, så en skottehund var ikke (rigtigt) på tale. Det ville ikke være fair over for den nye hund at skulle leve op til Anton. Vi var derfor inde på, at vi ville have en Riesenschnauzer, måske en blodhund (det var nu Ullas ide), en irsk ulvehund (det var mest Pers ide) og andre hunde kom i forslag. Men selvom de alle var spændende og dejlige, vendte vi hele tiden tilbage til Anton og efter megen snak og efterforskning, måtte vi omsider overgive os. Vi MÅTTE have en skotte. Også selvom den ikke ville kunne stå mål med vores første ”barnebarn”. Anton var blevet trimmet i en skottekennel og vi forsøgte os med at komme i betragtning til en hvalp derfra. Men ak, Anton spøgte stadig og vi blev enige om, at hvis Sofiendal kunne fremstille HAM, kunne det jo være, at de kunne klare en mere med (næsten) samme skønne temperament. Jeg så på deres hjemmeside, at man kunne blive skrevet op til en hvalp, så jeg reagerede lidt uforpligtende og skrev os op d. 12.11.2004.  Samme dag fik vi en mail om, at der var en lille damehund til salg kort efter. Det var et lidt dumt tidspunkt, for vi skulle på ferie næsten hele dec. så jeg tog imod opfordringen til at ringe og evt. aftale noget andet. Jeg ringede derfor og fik en god og laaang snak med Linda og blev bestyrket i min formodning om, at der var en mulighed for en god hvalp, som måske ville blive undfanget tæt på jul. Nu syntes vi, at det kunne være hyggeligt med en tæve, så Anton også kunne have det lidt sjovt J, så det gjaldt om at få en hund, der ikke var i familie med ham. Vi blev skrevet op!

Dagen (20. jan.) for nedkomsten oprandt, men desværre var der kun 3 tæver + en han og vi var nummer 4 i køen til en tæve. Jeg fik igen en lang snak med Linda, talte godt for min syge moster ( der måtte vel være én af de kommende menneskeforældre, der ville blive lige så glade for en hvalp fra det næste kuld!), men det var naturligvis ikke rimeligt. Jeg fik samtidig også at vide, at hvis Anton var en normal hanhund med en normal hanhunds normale drifter, kunne vi risikere, at han i lange perioder i forbindelse med tævens løbetid, kunne blive lettere vanvittig. Vores plan har hele tiden været, at Anton og vores hund skulle ses ofte, både rent praktisk ( vi kunne få vores vovser passet hos hinanden) og for hyggen skyld, så tanken om, at de måske ikke kunne ses i flere uger ad gangen ( og sikkert lige i en periode, hvor vi ville have allermest brug for det), fik os så til at tænke i hanhundebaner. Vi sagde derfor ja tak til den enlige hane i kurven. Vi gik rundt med et lettere sug i maven, men da vi d. 25.1 fik de første billeder af ”vores” lille vovse, var vi solgt! Straks måtte vi finde på et navn og fik at vide, at det skulle begynde med et M. Uha, det var svært. Det måtte jo gerne være lidt skotsk-klingende og efter lidt snak frem og tilbage, blev vi enige om MacMelvin. Næste billeder af Melvin blev sendt d. 8.2. Hvis det havde været papirfoto, ville det nok være blevet til pergament! Aldrig er der blevet kigget så meget på billeder, som på de, af vores lille snorketræ. Nu måtte det være tid at se ham ”rigtigt”. Desværre måtte vi, på grund af smittefare fra andre hunde og andre ”uting” ikke komme og kigge-røre ham før han var 4-5 uger gammel, men vi ville komme forbi d. 22.2. Vi skulle lige et smut til Låsby først, men så…… Troede vi! På vejen mod Fyn blev det et voldsomt snevejr med snefygning og storm. Vi sad i bilen og talte på knapper, skal, skal ikke tage videre. Nu havde vi jo lige sat næsen op efter at se vores lille vidunder. I det samme sagde de i trafikradioen, at vejen mellem Århus og Grenå var is- og sneglat, de rådede bilister til at blive hjemme – og så var der også lige en lastbil, der var kørt galt 3 km. fra hvor vi var, så der var altså andre, der tog beslutningen for os. ØV,ØV,ØV. Jeg var grædefærdig. Var klar over, at der så kunne gå lang tid, inden vi igen fik mulighed for at tage til Fyn. Vi var vel også lidt bange for, at de på kennelen skulle tro, at vi ikke var så interesserede i at se Melvin. MEEEN, vi havde ikke været hjemme i mange minutter, før vi fik de mest vidunderlige billeder af nullermanden. Linda syntes, at det var så synd for os, at vi ikke fik set ham, så vi fik lige billederne som et plaster på såret. Hold da op hvor blev vi glade og rørte.

Næste forsøg på at hilse på Melvin skulle så være i week-end’en 4.-5.3. I mellemtiden fik jeg skrevet næsten en mill. mails med Linda. Vi fik talt i telefon om alt lige fra hundeopdragelse til skovflåter. Det var lange, hyggelige og givtige samtaler, der i kroner og øre nok kunne finansiere en hund mere, men hvad pokker, alle vores tanker drejede sig jo om det lille kræ, som vi stadig ikke havde set. Og så: oh chok: Sofiendal skulle på udstilling i den week-end vi havde sat af til et besøg. Også week-end’en efter!!! Linda foreslog så, at vi kunne komme om morgenen FØR de skulle på udstilling.  Hun ville lade sin arme mand køre taxakørsel senere og alt muligt, for at efterkomme vores ønsker om et besøg. Men igen gik der ged i tiderne. Per skulle på job 7-19 den dag såeh….Heldigvis fik vi igen en håndfuld pragtfulde billeder at lune os på. Den 2.3. skulle vi tage stilling til, om vi ville have vovsen. Der skulle ordnes de nødvendige papirer og Linda ville da lige være sikker på, om det var VORES navn, der skulle stå som ejere. Ak ja. Som jeg sagde til hende (lettere omskrevet): om han så var det mest usle dyr i verden, var der ingen tvivl. Han skulle være vores, og havde nu også længe været det langt inde i sjælen. Linda forsikrede, at han var ”god nok” og det har vi jo heller aldrig betvivlet J . Så vi sagde ok. ( vi har fået at vide, at der er 14 dages returret!!! Tror nu ikke, at vi vil benytte os af den.) Fik igen vidunderlige billeder!  I dag er det søndag d. 13. marts. Per har i den forløbende tid bestilt hundetegn, købt gnaveben til en lille hund, der bliver større og får store bisser, han har købt hundehalsbånd ( han så et hundehalsbånd, til større hunde, med skotter i metal på (måske lidt amerikansk, men lidt tossede er vi vist blevet, meeen, lad os nu se om vi køber det alligevel) ) og sammen har vi købt mad- og vandskåle, en transportkasse, hundesnor og hundepølleposer. Har også kig på en skotskternet hyggepose!!! Så Melvin, kom du bare, alt er parat. På fredag kommer Mikkel og Anton. Sammen vil vi tage ned og hente Melvin ( vogt dig vejr! Vi trodser dig hvis du viser tænder!!). Vi glæder os meget til at se, hvordan vores to vovser reagerer overfor hinanden, men med Antons temperament bør vi bestemt ikke være urolige for noget.

 

Hjem med Melvin.

Anton blev puttet i sin transportkasse og Mikkel var chaufføren, da turen gik til Fyn. Vi nåede Vissenbjerg ca. 11.50 altså 10 min. før vi skulle være på Sofiendals 8 min. kørsel derfra, altså i perfekt tid! Så skulle vi bare ned ad vejen og så til venstre. Øhhhh. Nå men da vi havde padlet rundt i omegnen i 20 min. måtte vi ringe og sige: ”hjæællp”. Vi nåede kennelen inde 12.30! Ude i en meget stor løbegård hoppede et væld af store og små vovser i alle farver rundt og tog glade og logrende imod os, men de havde jo også ventet længe!! Nå jo, Linda og Peter var der vist også! De logrede ikke, men bød os meget venligt velkommen. Anton blev vist lidt forvirret af alle de haler og snuder, men tog det flot. Han fik vist hilst på alle sammen. Jeg måtte lige ind og tisse inden mødet med vores lille hund. Da jeg kom ud derfra stod der nogle skønne, glade og kælne vovser. Jeg nussede dem naturligvis og kunne da godt se, at ingen af dem var Melvin. Inde i stuen stod der en kæmpe rottweiler og gøede vildt, og så MEGET farlig ud. Det var lige før jeg blev rigtig bange, men ved nærmere eftersyn syntes jeg, den havde en umiskendelig lighed med de billeder, vi havde fået tilsendt! Jeg tilsidesatte al frygt og tog vilddyret op. Så pludselig blev han den lille vovhund vi så længe havde ventet på. Han sad lige så stille og lod mig kæle for ham. Uha hvor var han dog sød. Alle drømme og ønsker blev opfyldt i disse sekunder. Imens var Per og Mikkel udenfor og fik rigtigt kigget på de glade hunde, men der gik nu ikke så mange minutter, før Per kom ind og så, hvad jeg lige havde ”fanget”. Det er vist ikke helt lyv at sige, at også hans hjerte smeltede, da han fik Melvin i sine store labber.

Inde i stuen var der kaffe-kagebord og inden længe fik vi hilst på de 3 børn, der helt sikkert har fornøjet både store og små hunde. Anton kom også ind og fik snuset og blev snuset til. Jeg synes, han klarede det fint selvom han ikke rigtigt ville acceptere at bl.a. Bøf ikke gad at lege med ham. Anton var mere end ihærdig og tog bestemt ikke et knur for mere end han syntes det var! Melvin ville også lige hilse på og de fik sagt pænt goddag til hinanden. Imens kunne vi mennesker, trods jævnlige hyggelige afbrydelser af legesyge vovser, få snakket om det praktiske. Nå ja, så fik Linda også lige lov til at barbere Anton i hovedet, så han ikke længere lignede en damehund! Han blev så fin, den lille hanhund! Inden vi skulle gå fik Melvin sin første vaccination og vi fik både de vigtige papirer, en pose hundemad, en dressurline ( hvorfor nu det, Linda??) og et gavekort til mere foder. Det var ikke let at sige farvel for nogen af os, men vi måtte jo hjem og prøve at stå på egne ben, så vi fik sagt pænt farvel mens vi ihærdigt forsøgte at ignorere den klump i halsen, der af en eller anden grund blev større og større! Det var dog ikke kun fordi Melvin skulle flytte hjemmefra. Det var også på grund af en kæmpe lettelse og vild glæde over, at det hjem han skulle forlade er så ubeskriveligt dejligt. Alle hundene var søde, glade og velplejede, der var rent og pænt, men alligevel også indrettet, så der var hyggeligt og rart og der var taget dejligt hensyn til både hunde og mennesker. Vi havde kun talt i telefon og mailet med Linda og Peter, så det var jo lidt spændende om vores forhåndsindtryk nu også var rigtigt. Og DET var det. De var, om muligt endnu mere imødekommende, varme, venlige og med ”sund fornuft” end vi kunne håbe på. Så man må sige, at vi er helt trygge ved at have købt en hund fra Sofiendals. Så tusind tak for det!

Turen hjem gik fint. Anton lå i sin kasse og gennemgik nok de seneste timers herligheder og Melvin sad i SIN transportkasse på bagsædet sammen med mig. Han sov som en sten på hele turen ( det var lidt øv, for jeg ville jo ikke have noget imod at trøste ham, hvis han blev ked af det!) Hjemme fik de 2 hilst RIGTIGT på hinanden. De var meget søde sammen. Melvin holdt pænt igen med sine skarpe tænder og Anton hentede galant sit bedste gnaveben og lagde det lige foran Melvin, der hurtigt stak af med det uden problemer. De stod også og drak af samme vandskål, så vi havde helt ret: Der ville ikke blive problemer med Anton. Han var så sød ved Melvin, at det var helt rørende. Vi glæder os meget til at få ham på besøg i påskedagene. Da de havde hygget sig et par timer, tog Mikkel og Anton hjem og vi kunne gå og kigge på vores lille vidunder mens vi uafbrudt fortalte hinanden hvor dejlig han er.

Så blev det aften!!!! Vi var forberedte på en aften og nat i ynkelig jamren og hyleri. Men det kunne vi godt have sparet os. Melvin fik tisset ( udenfor!!!) kl. 23.oo og blev derefter, på anbefaling af Linda, lagt i sin transportkasse uden en lyd. Først klokken 6.3o hørte vi de forudsete krads på kassen + en hjerteskærende miaven. Han blev båret udenfor og tissede med det samme. Han er sku’ da en dygtig lille vovse. Men SÅ skulle der altså også ske noget! Det gjorde der så en times tid eller to og pludselig lagde han sig nærmest død og sov som en sten! Da han vågnede kom han udenfor igen og tissede. Og sådan gik den dag. Ok. der var lige 2-3 mindre ”uheld” og et enkelt ”større” ( ufatteligt så meget lort, der kan være i sådan en lille hund! 🙂  ) Klokken 22 var vi (læs Per og jeg) flade. Hunden kom ud og tisse, så vi var forberedte på, at han ville vågne kl. 5.3o…..?

Vi blev først vækket lettere forvirrede kl. 7.3o. Udenfor med kræet, der straks afleverede både stor og småt, så det var flot! Senere på dagen ville vi prøve at give ham halsbånd på, Linda havde sagt, at det ville han sandsynligvis bestemt ikke finde sig i, men da han først havde fået det på, var der ingen problemer. Han klør sig noget, men det er over det hele, så det er åbenbart ikke på grund af halsbåndet. Der er ikke ”noget”  at se i hans pels eller på huden, så vi ser tiden lidt an! Dagen gik med skæg og ballade og han har hørt ordet ”nej” mere end en gang; det er nogle farlige syle han har i munden og han vil vældig gerne slibe dem på hvad som helst. Udenfor skal ALT undersøges og han er blevet så modig, at vi må til at passe på, at han ikke smutter ud på vejen. Han fik hilst på sin kommende periodevise plejefar, Johannes, der bestemt også synes, han er dejlig, det manglede også bare!!!

Tirsdag var han vågen allerede 4.45, men fuglene VAR stået op og solen var ved det, så det var nu meget hyggeligt, at gå ude i haven, selvom en halv time mere i dynerne ikke ville have været at foragte!! Tirsdag var også dagen, hvor snoren skulle i halsbåndet (vi havde prøvet teknikken med at lade den hænge efter ham, men han var fuldstændig ligeglad!) så jeg ville prøve om jeg kunne tage ham med til naboen, der får kigget efter deres post mens de er væk, og det gik fint, meget fint. Det gik faktisk så fint, at vi tog en tur på en lille time, men SÅ gad han heller ikke mere. Så stillede han sig hen til havedøren og kiggede ind. Han ser fjernsyn! Sidder og følger bevægelserne med øjnene! En lysrefleks fra vinduet var også MEGET spændende, ligesom den sjove fyr man kan se i ruden. Det var også en sjov ting, der lavede mærkelige bevægelser når solen skinnede bagved. Den måtte han lige have fat i, men øv, den flyttede sig hele tiden! Glemte jeg at sige, at han kommer, når man kalder? Vi vil nyde det så længe det varer!

 

Torsdag d. 17. mar. – besøg af Mikkel og Anton.

Gensynsglæden var stor og især Melvin havde svært ved at holde tænderne og begejstringen i ave. Anton var reserveret og nok også lidt forvirret. Det var jo ikke helt sådan han plejede at blive modtaget, når han besøgte sin bessefar og bessemor. Melvin hoppede og dansede, snappede og bed ham i skægget og gjorde sig til for sin store onkel. Anton forsøgte at gemme sig, men uden held. Han fandt nogle legesager, men hver gang Melvin kom i nærheden af ham, gav han slip og gik et andet sted hen hvor Melvin løb hen og trak ham i skægget så han gik et andet sted hen hvor….  På et tidspunkt kom Anton hen til mig, kiggede bønfaldende på mig og forsøgte at springe op i mine arme. SÅ måtte vi tage over og forsøge at få Melvin  til at holde igen (nå ja, vi måtte mere end én gang manifestere os.) Vi prøvede om det gik bedre uden døre, men vores venlige lille Anton var så rar, at han ikke kunne/ville sætte Melvin ordentligt på plads. Vi måtte skille dem ad for at give Anton et lille pusterum. Anton blev kælet ekstra meget og Melvin ville slet ikke lege med os mennesker, han satte sig i et klagende og temmelig langstrakt hyl. Han ikke bare ligner en lille ulveunge, han kan også lyde sådan. Selvom Anton tilsyneladende var ret træt af møghunden, var han meget opmærksom på, hvad han lavede. Han holdt godt øje med Melvin og gik et par gange prøvende og med logrende hale hen for at kigge nærmere på ham, men lige så snart Melvin fik øje på ham gik Melvin i angrebsstilling og kastede sig med et tigerspring over sin stakkels onkel. På et tidspunkt drak de vand samtidig af den samme skål, og så var der naturligvis ikke et øje tørt! Resten af dagen gik med skiftevise angreb og undvigelser og kun én gang sagde Anton fra, så Melvin på et splitsekund lagde sig på ryggen. Ikke at det hjalp en bønne. Ellers fik Anton sit pusterum med nogle gode lange ture, men i fraværet havde Melvin samlet så meget savn sammen, at han MÅTTE modtage ham med lykkelige spring og nap.

Da det blev sovetid var vi noget spændte om der ville gå Knold og Tot i natten, men begge vovser var nok mere end trætte, så der var ro indtil kl. 5.10. Da vi kiggede ned til Melvin i kassen, sad Anton med snuden helt henne ved ham! Vi gik i haven og Melvin fik gjort både stort og småt, fik snor på og en tiltrængt genopfriskning af reglerne for samvær mellem søde vovser!  Anton viste os dagen før, at han var blevet angrebet af akut høremangel, vist nok noget skotter af og til lider af! Han løb ned i skoven og kunne slet ikke se nogen grund til at komme selvom vi lokkede og kaldte. Vi fik derfor også ham bundet til en ”skruetrækker” i haven. Det var nok ikke det mest pædagogiske og det var meget ØV, men det betød faktisk, at vi fik bedre kontrol med Melvin. I løbet af dagen gik det faktisk også meget bedre med at være sammen og vi kunne opleve længere og længere perioder, hvor de kunne være i samme rum i fredelig sameksistens. Vi tog en tur til stranden, så de kunne springe rundt i ”fri leg”,

(Anton HADER vand, så der var ikke så mange steder, han kunne løbe hen!) men det var så tåget, at vi ikke turde slippe dem, man kunne ikke se en skottehund på ti meters afstand, så efter at een hund  havde vendt et par hundrede sten, bidt i et stykke tang og fået en våd og kold overraskelse i vandkanten og en anden løb med bessefar langs stranden, var det tid for at stikke snuden hjemad. Vi ville dog lige et smut ind over klitterne og Melvin beviste, at selvom man er en glad lille vovse, kan man godt gå ”pænt” med hundesnoren på! Da vi kom hjem, var begge hunde trætte. Melvin ville lægge sig op ad Anton, men det kunne jo gå hen og blive farligt, så han gik. ØV! Det var selvfølgelig ikke til at holde ud at se på, men selvfølgelig var det Antons ret, så både vi og Melvin måtte resignere! I løbet af påskedagene gik det bedre og bedre mellem de to vovser. Anton var dog, i vores øjne, stadig alt for tolerant og fik kun sagt fra ganske få gange, men gradvist hold Melvin lidt mere igen med sine små sylespidse tænder. Om lørdagen skulle Melvin i bad og jeg bar ham ud i bruserummet  hvor han skreg som en stukket gris længe før, jeg havde åbnet for vandet! Da han havde hylet et par minutter, kom Anton, der satte sig roligt tæt på ham og tænk: som med et trylleslag holdt Melvin op med at hyle. Han fandt sig i hele seancen og Anton sad under hele forløbet helt stille og kiggede på. Det var en stor oplevelse.

Om mandagen kom gennembruddet! Efter flere forgæves ihærdige tilnærmelser til at ligge i ske, lykkedes det endelig for Melvin. Måske opgav Anton at stritte imod, måske måtte han bare overgive sig til den lille lækre nullermand, der så ihærdigt ville i nærkontakt med ham. Op til flere gange om dagen lå de tæt og det var som om Anton forstod, at sådan en lille hvalp OGSÅ kunne andet end at drille og han blev mere og mere legesyg og samtidig fik han sat Melvin på plads, når det var nødvendigt. Det var nogle dejlige, men tidskrævende dage, godt vi var to om det. Tirsdag aften skulle Anton hjem og vi var igen lidt bekymrede for, om Melvin ville hyle sit savn ud i alle verdenshjørner, men nej, han gik lidt søgende omkring, småpeb en lille smule og tog det ellers som en stor og dygtig vovhund. De næste dage har han sovet til klokken ca. 6.3o, så det kan vi da kun være vældig tilfredse med. Der har været en periode, hvor han vågnede 5.1o – 5.15! men helt galt var det, da han vågnede 4.1o mandag morgen! DA var det li’godt svært at få øjne og selvom vejret var fantastisk smukt, var det så som så med at nyde det. 4.1o! Bare det ikke gik hen og blev en dårlig vane at vågne tidligere og tidligere! Pludselig opdagede vi, at vækkeuret ikke var sat til sommertid, så selvom søvnen sad godt fast, måtte vi jo indrømme, at vågnetiden i virkeligheden var nøjagtig den samme som dagene før.

Nu hvor Melvin og jeg er blevet alene, er det tid for lidt opdragelse. Han er en NOGET mere bestemt og temperamentsfuld herre end onkel Anton, så der skal ikke være for meget slinger i valsen, hvis vi vil undgå, at han regerer hele huset. Vi har gået nogle, ikke lange, men lang tids ture i snor og jeg er MEGET imponeret over, så pænt han går på min venstre side. Han har i går NÆSTEN lært at give pote efter fem overskårne ”Frolich” og efter ”kun” 2o sekunders kamp på bordet ligger han så stille, at jeg kan rense hans ører. Han elsker, når jeg hiver ham i pelsen, der stadig klør lidt og der er trukket temmelig meget underuld af allerede. En coat king har også været i brug til hans store fryd og glæde. Han spiser fint og stort set alt, opførte sig eksemplarisk hos svigermor forleden dag ( der er ellers kvaster, frynser, nips og mange andre bidedygtige ting) charmer sig ind på alle, især naboen er fortabt og mener, at Melvin og Anton må være MEGET intelligente, han skider som en elefant og op til 5 gange på en dag, han har, endnu ikke! spist af møblerne (snørebånd derimod må være Guds gave til hvalpe), han kommer (næsten) hver gang man kalder , (og nej, Linda, han løber IKKE lige i numsen på os hele tiden, han er absolut ikke bange for noget!) og så er han stadig den mest vidunderlige lille fyr i hele verden! At se ham komme spænende så hele kroppen ruller og halen svinger som en propel i stormvejr når han ser Per komme hjem, når han laver alle sine skøre og charmerende ting, ja så er vi overbeviste om, at han er en lille guldklump.

 

28. mar.

Melvin har en plyskanin, som han er meget glad. Måske fordi vi havde taget den med på kennelen og fik den til at lugte lidt af mor Madam og Bøf. I dag fik han øje på kaninen bagest i transportkassen. Han ville ind og have den, men gitteret var for, så han kunne ikke nå den. Han kiggede lidt derind, gik om bag kassen og resignerede! Måske var det en tilfældighed, men vi vælger naturligvis at tro, at vores meget kvikke vovse vidste hvor han så kunne få fat i kaninen.

 

29. mar.

Måske har Melvin lært at ”sitte” på kennelen, han kan i hvert fald. Så han skal lige lære at give pote. Som før beskrevet, skulle der bare 5 stk.s FROLICH i 20 små stykker til for at ”den næsten sad lige i skabet”. Siden er han begyndt at sætte sig pænt, kigge på mig med de øjne kun en lille hvalp kan og så giver han pote! Helt uden opfordring. Godt, at jeg har alle lommerne fyldt med godbidder, for selvfølgelig skal det da belønnes.

 

31. mar.

Alt hvad der hedder vand er skønt, i hvert fald resterne i brusekabinen og fuglenes badekar. Muldvarpeskud er skønne. Dejlig bløde at grave i og sætte snuden dybt i gruset. En stor sten SKAL forceres og hvis han kan kravle op på den og kigge ud over Mols som en anden bjergged, er lykken gjort.

 

2. apr.

Vi bor tæt på skoven. Vældig hyggeligt, men de store skovmyrer tager på sightseeing på vores terrasse. Melvin ser ALT også myrerne. Han giver dem en på hatten med sin store bløde pote og haps, væk er myren. Så skulle det animalske være dækket ind.

 

3. apr.

Melvin yndlingslegetøj for tiden: paprøret fra en køkkenrulle, en camoufleret sok med tørre nudler i og en pind med en snor i. Men ellers går der Tivoli i den, hvis vi har glemt at lukke døren ind til bryggerset. Det store nummer er en kæmpe gulvskrubbe, som han pludselig kom stavrende med. Den er næsten lige så stor som ham selv og pokkers tung, men fuld af skønne stive børster. Nænnede ikke, at tage den fra ham, så den er nok ikke længere kun vores. Børster i det hele taget er skønne. Pers tæer er helt umulige at holde bisserne fra. Han har endnu ikke gnavet i møblerne, men fliserne på terrassen en meget tandvenlige.

 

4. apr.

Så skal der angribes! Gulerødder, græstotter, myrer. Han lægger sig i angrebsstilling og kaster sig vildt over byttet. Det bliver nedlagt med hidsige kast med hovedet og med lyde, der passer til. Han kan hoppe en halv meter (nå ja, så næsten) lige lodret og er så sjov at kigge på.

 

5. apr.

I dag så Melvin, da Johannes kom hjem. Han sad og kiggede ud af døren og begyndte at pibe ynkeligt. Så hoppede han et par gange op og ned og gav et højt bjæf. Jeg var sikker på, at det var pølletid, så jeg lukkede ham ud. Øv bøv mor, jeg skulle bare hilse på Johannes! Han var dog gået ind til sig selv, men heldigvis kan man nok finde andre sjove ting at lege med. Han er dog vældig forlystelsessyg den lille hund. Hvis han hører stemmer sætter han i et hyl og vil klappes. Han bliver siddende til vi, enten meget nødtvungent går, eller til folk har klappet ham længe nok. Lige nøjagtig som Anton også gjorde.

 

08. apr.

Fredag d.8.4 skulle jeg til et møde i Grenå og kunne ikke nænne at gå fra Melvin. Nå, ja jeg kunne heller ikke bære at jeg skulle gå uden Melvin, så jeg besluttede at tage ham med. Heldigvis skulle jeg være der så tidligt, at Per kunne køre os til bussen inden han skulle på job. Vi blev sat af ved stoppestedet og havde lige et kvarters tid at tisse-pølle i inden bussen kom. Nu er der jo ikke noget, der skræmmer Melvin, så det skulle nok gå fint! Jeg havde bare ikke lige tænkt på, at biler for ham var en enkelt lille bil med vennen Johannes i, eller vores egen, så da et lastvogntog på størrelse med lillebæltsbroen kom tordnende, blev han li’godt mere end forskrækket. Og forskrækkelsen havde absolut ikke nået at lægge sig, før det næste motorkøretøj kom susende, så det der med at tisse-pølle, det kunne vi godt glemme. Der stod en ældre dame ovre på den anden side af gaden og selvom han pev og jamrede sig kom hun ikke over og klappede den søde hund. Oh, sikke da en nedtur. Nå, men omsider kom bussen og Melvin blev proppet ind i transportkassen, hvor han straks begyndte at hyle. Om jeg var ved at fortryde, at jeg ikke havde ladet Johannes passe ham? Jeg talte roligt og opmuntrende til ham, han havde sit gnaveben med og en godbid røg også ind i kassen, men straks han havde slugt den, fortsatte piveriet. Pludselig fik jeg en genial ide. Han elsker jo sin bamse, der lugter af Bøf og moren, så jeg ”glemte” lige min standhaftige pædagogik og smed min ene vante ind til ham. Han ”redte” sin seng, lagde hovedet på vanten og faldt i søvn. Han vågnede først 3 kvarter senere, da vi skulle af i Grenå. SÅ måtte det da være tissetid, men nej, der var så mange potentielle klappere, at turen i gågaden foregik siddende og med løftet goddag-pote til alle de forbipasserende. Kun papirkurvetømmeren forbarmede sig og klappede den lille hund, der kvitterede med kys, slik og glade hvin. Da vi kom til mødet var der stor interesse for ham og jeg måtte beklage, hvis han forstyrrede med sit hyleri. Men endnu engang tog han fusen på mig. Han sov det meste af en time, indtil mødet var slut. Så var der lige nogle, der MÅTTE klappe ham. Da  de bagefter satte ham på gulvet, kom den tissetår, han havde holdt tilbage i 3 timer. Sikke en sø, men det gjorde (naturligvis) ikke noget, når man er så sød!

Og for at gøre en lang historie kort, sov han sødt hele vejen hjem i bussen! Da vi nåede ”vores” skovvej skulle vi vandre ca. 2 km. ALT skulle snuses til, bides i og efterforskes, så da vi havde tilbagelagt en femtedel af turen var der gået ca. en halv time, så jeg kunne godt regne ud, at det nok blev sent før vi nåede hjem, men fuglene sang og det var så hyggeligt at gå der i skoven med denne

herlige lille trold, så pyt. Men så lige pludselig tog pokker ved kræet og han nærmest løb hele vejen hjem. For en sikkerheds skyld ”tilbød” jeg ham at komme i kassen flere gange på turen, men først da vi næsten var nået til Dådyrvej kiggede ham på mig, vuffede en lille smule og sprang ind i kassen i samme øjeblik den nåede jorden. Jeg troede, at Melvin ville være mere end flad, men der var energi nok til en hoppetur i alle grenene ude på terrassen og en enkelt tissetur i det hjemlige  græs skulle også lige klares. Sjovt nok tissede han overhovedet ikke på den lange skovtur. Så det var en dygtig lille hund at have med på tur og hverken fusser eller energien havde lidt nogen last, så det var en fin oplevelse.

 

12. apr.

Måske var vi for optimistiske da vi købte hans transportkasse. Den er i hvert fald lidt trang, så vi har besluttet, at prøve, at lade ham sove i hundekassen. Vi var MEGET forsigtige med, hvor vi satte fødderne, da vi skulle op om natten, men vi kunne godt spare os. Melvin lå hele natten i kassen, pev, som han plejede når det var tisse-pølletid, og nåede udenfor uden uheld. Han har ligget der siden uden problemer. Jo, han er en dygtig vovse!

 

15. apr.

Skråt overfor os er der en lille trærod, der sidder fast i jorden. Første gang vi gik forbi prøvede Melvin forgæves at få fat i den skønne pind. Lige siden er situationen den samme:  Han går stille og roligt, men i samme sekund vi når hen til roden, forvandler den søde lille hund sig til et frådende vilddyr: Han knurrer, snerrer, bider og gør i ca. 2o sek. Derefter går han FULDSTÆNDIG roligt og pænt videre. Skøre hund!

 

16. apr.

I dag gjorde vi de første forsøg på at lære at rulle rundt. Nu er han jo en lille bolle, så det kniber lidt, men der er ingen tvivl om, at han ved, hvad det handler om. Han lægger sig på ryggen og gør et ihærdigt forsøg på at rulle hele vejen, men det er ikke helt nemt – endnu. Vi havde ellers bestemt, at han ikke skulle være nogen cirkushund, men han har så meget energi, at vi bliver nødt til at bruge den lidt mere konstruktivt end til at bide i vores sagesløse tæer.

 

19. apr.

Det er dagen for anden vaccination. Lidt beklemte var vi, men Melvin vidste jo ingenting, så han satte sig godt til rette i sin transportkasse i bilen. Med tanke på vores møde med hans spidse tænder og viden om, at han skulle kigges i ørerne,  ( bestemt ikke hans kop te) var jeg lidt forberedt på, at dyrlægen nok ville ”lukke munden på ham” med en slags mundkurv. Ikke nogen rar tanke, men forståelig. Vi blev modtaget af den sødeste damelæge, der med professionel, men kærlig behandling både ubemærket fik lusket en vaccination i vovsen og oven i købet kigget ham dybt i ørerne. Ja, der er forskel på folk! Hun lyttede og mærkede, vejede og nussede ham og måtte, naturligvis, konstatere, at han er mere end perfekt. Ikke at VI nogensinde var i tvivl!

 

3. maj

Efter en laang tur, var Melvin godt mat i poterne, men da vi kom hen hvor labradoren  Frodo bor og han lige kom ud for at hilse på, var der en smule energi tilbage til at hoppe rundt og drille ham lidt. På et tidspunkt satte Frodo sig ned og Melvin hoppede op med forpoterne på hans hoved. Ikke noget, der kan forskrække en labrador, og så var der jo også bedre mulighed for at lugte, hvad den lille vims var for en fyr. På et tidspunkt blev legen for meget for Melvin, der søgte tilflugt under en skraldespand. Så var det tid at komme videre. Efter 50 m. var det slut med kræfterne, så han måtte lige op på armen, dog ikke så længe, så overvandt nysgerrigheden trætheden.

 

05. maj

Lindas og Peters bryllupsdag, tillykke. I dag har Melvin tabt sin første mælketand. Desværre fik vi ikke fornøjelsen af at kunne gemme den, han har vel, som med så meget andet, spist den, ØV.

 

06. maj

Jubii. Med lidt snilde og meget stor opmærksomhed lykkedes det, at få en mælketand, hans nr. 2. Der er ikke meget at se, men det var en rart at få et lille minde om hans hvalpetid. Ikke sikkert, at vi er så heldige med de næste.

 

12. juni

Jo, det er den rigtige dato. Jeg har ikke været god til at skrive i dagbogen, men selvom der sker en masse med Melvin, er der gået mere dagligdag i den. Men noget er der da sket: Han har for længst lært at rulle rundt for en godbid for med al den energi, lærelyst og fantastiske begavelse!, er vi nødt til at udfordre vores lille charmetrold. Hvis han vil gøre sig lækker, har han opdaget, at når han giver pote, bliver verden hyggeligere og at mennesker har en lyd, der hedder falset. Han har i dag, knap 5 mdr. gammel tabt alle sine mælketænder på nær to hjørnetænder (et livligt møde med onkel Anton befriede os alle for den ene) så mon ikke der bliver mere ro i bisserne. Det er trods alt mange nye tænder på lige godt en måned. Det er helt vildt så store de nye tænder er. Jeg måtte konsultere Sofiendal’s fordi jeg troede, at han havde to sæt tænder, mælke – og blivende på én gang. Det viste sig, heldigvis, at det ”bare” var kæmpekindtænder, der kiggede frem. De er ca. 2×2 cm, så det er nogle gevaldige bisser. Bare de nu kan være der alle sammen. Han går stadig pænt, når vi går tur, men hans nysgerrighed gør det ofte til en lang affære. Jeg er ved at få ham lært at gå LIDT hurtigere. Det er dog som om, at han lige skal ned af vores lange bakke, så går det hurtigere og nemmere. Men nu er det jo sådan, at Stella ( en sjov blanding af mange små gadekryds) bor på hjørnet og hende må man bestemt kigge efter og lugte efter. Så går det lidt rask igen indtil vi kommer til Frodo. Han er som regel ikke hjemme, men Melvin kan godt huske dengang de to legede sammen og Melvin måtte gemme sig under skraldestativet. Så når vi nærmer os huset, spurter Melvin hen og sætter sig under stativet og piber i håb om, at Frodo kommer ud og leger. Hvordan kan det nu lade sig gøre, kan man spørge sig selv og jo, det kan det fordi vi træner at gå uden snor. Det går vældig fint, men når der viser sig klappemuligheder, eller vi nærmer os huse hvor der er blevet klappet før (pokkers til hukommelse den hund har) kan det være svært at få køteren med. Men ellers er han dygtig til at holde øje med, at jeg ikke forsvinder helt ud af syne ( det er nu, NÆSTEN HELT TILFÆLDIGT! sket mere en én gang, han skal jo ikke føle sig alt for sikker) og så kommer han hoppende med sin uregerlige hale lystigt logrende.

Han er ved at være en rigtig stor hund: efter tissepølleri er han begyndt at sparke bagud. Ikke til de store stilkarakterer, men alligevel. Han er ikke begyndt at lette ben endnu, men mon ikke et par ugers samvær med Anton nok skal lære ham teknikken? En anden ting, han er ved at have lært er, ikke at springe op ad folk. Det er en svær øvelse for sådan en lille kælegris, men han er faktisk god til at lade være. Så træner vi ”være alene hjemme”. Efter en gåtur smider jeg en omgang blandet foder ud over hele gulvet i entreen og lægger en dejlig ildelugtende tørfisk i et køkkenrullerør, der bliver lukket godt til i begge ender, ud til hans madskål. Så siger jeg farvel og går. Dog ikke længere end til bagsiden af huset. Der står jeg så og lytter. Det er gået fint de første gange ( jeg var ikke væk så længe, så han havde vel kun lige akkurat nået at spise sine godbidder) så her forleden dag ville jeg prøve at være væk en times tid. Jeg havde samlet nogle x og tværsblade, en kop kaffe og lidt tålmodighed og satte mig til at lytte. Efter 15-20 min. begyndte han at hyle, små-gø og miave. Jeg holdt stand!! Uha, det er svært, det er jo næsten ligesom ens barn, men jeg syntes, jeg blev nødt til at holde stand for at høre, hvor længe han kunne blive ved. Det kunne han i ca. 10 min. Så blev der stille og efter yderligere 5 min. gik jeg ind til ham, sagde hej og lod ellers som ingenting. Det gjorde han nu også. Jeg skulle da ikke tro, at jeg sådan bare kunne forlade ham i al hans jammer og elendighed og så forvente logrende hale og lykkelige bjæf!

Dagen efter ville jeg forsøge igen at gå fra ham. Jeg satte havestole om på den anden side af huset, hvor blæsten var mere nådig og gik igen i gang med en x-og-tværs. Jeg havde vel siddet der 10 min. og så hørte jeg et lille vuf. Da jeg kiggede efter lyden opdagede jeg, at jeg ikke havde rykket stolen langt nok væk. Der var ca. 15 cm’s vinduesplads 3 meter væk og der sad Melvin og kiggede ud på mig. Var der en antydning af et smil omkring munden på ham? Så måtte jeg jo ind og lade som om, at jeg bare lige… øh.. Det er utroligt hvad han registrerer. Alt fra fugle i luften, myrer og andet småkravl, Johannes langt nede i sin indgang; vores akvariefisk er vanvittig spændende (han forsøgte en dag at hoppe op til dem, måske vil det lykkes, hvis vi ikke lige er der til at bremse ham!) og tegnefilm i fjernsynet. Han lader sig bestemt ikke snyde, hvis man lader som om man kaster noget. Han står stille som Leganger i Slagelses mål og kigger på én, som om han vil sige: Når du er færdig med den armflagren, kan du så ikke lige få kylet den bold?

Jo, han er stadig skøn. Det er rart, at vi ikke skal hold øje med ham alle døgnets timer. I dag kan han sagtens ligge alene i ét rum, mens vi gør noget i et andet. Han har også lært at hoppe op ad trapperne, så hvis vi på et tidspunkt er på 1. sal kan han bare komme, hvis han har lyst. Han kan så ikke komme ned igen, men så har vi en fornøjelsen af at holde ham lidt. Han er ikke noget udpræget kæledyr. Vil gerne kæles for, men han vil helst være på gulvet. Anton ”finder sig i” at blive løftet op og blive kælet med, men ikke Melvin – endnu. Selvom skotters temperament i den forbindelse minder om en kats, håber vi da på, at Melvin vil være os nådig og give os lov til lidt mere kælehyggeri.

 

20. juni

I dag er det Melvins 5 mdrs. fødselsdag og han har lige tabt sin allersidste mælketand. (det er lykkedes at få fat på ca. 10!) I stedet er der et ryk-ind af nye kæmpe store kridhvide bisser, der kan forskrække selv den største bjørn. Han får (naturligvis) stadig børstet tænderne, som vi sammen vil sørge for, kan holde sig flotte og hvide i mange år. Det har ellers været en hård tid for den lille hund (nå ja, vel også for os andre, bare på en anden måde). Det var tydeligt at se, at gummerne var hævede, røde og blodige og han havde forfærdeligt svært ved ikke at gnave i vores fingre, der sikkert har haft den rette konsistens. I stedet lagde jeg en portion isklumper i en gammel sok, og når han havde suttet/gnavet så længe i den, at klumperne ikke var farlige at sluge, fik han hældt dem ud på jorden. Det kunne han godt lide! Allerede nu er ”voksentænderne” vokset helt ud og humøret er blevet meget bedre.

Denne dag er også dagen, hvor han burde være alene hjemme for alvor. Jeg skulle på kursus i Grenå hele ugen, men da det var en kvindelig lærer, var jeg optimist og tog ham med; så havde vi da ikke pasningsproblemer DEN dag. Selvom kurset kun varede fra 8.30 til 11.45, ville jeg, på grund af transporten, være væk i 6-7 timer. Lidt meget for en lille hund, der er vant til at klare en tissetår ca. hver 3-4 time. Meeen. Det var ikke en kvindelig lærer! Så da hr. lærer så den lille hund, der så sødt gav pote og sendte ham et helt uimodståeligt hvalpeblik, blev han syrlig i munden og sagde: Ja nu er han her, men jeg vil ikke se den igen i mere! Dumme skid! Melvin opførte sig eksemplarisk hele formiddagen, men der var ingen nåde. Da vi kom hjem måtte jeg derfor en tur over til Johannes, der før havde sagt, at han gerne vil passe Melvin. Det ville han da også vældig gerne, men skulle til København et par dage i netop DEN uge! Så var rådne dyr gode. Nå, men for at gøre en meget lang historie kort, kom Johannes ikke til København alligevel (nej, ikke på grund af Melvin!) og gik en god daglig tur med vovsen, der bagefter gik i sin kurv, kiggede på ham med ”skrub-så-af-øjne”, og lagde sig til at sove til jeg kom hjem igen. Vi havde sat en kuffert for trappen, så han ikke kunne smutte ovenpå, for han havde ikke lært at komme ned igen, men den første dag Johannes skulle se til ham, sad han og hylede på 1. sal. Han havde formået at flytte kufferten og smutte op. Dagen efter havde han dog fundet ud af, hvordan man kommer ned, så efter at have lagt en ildelugtende besked på gulvet, var han hoppet ned igen. Vi skulle jo ikke gå hen og tro, at han var ligeglad med at blive ladt i stikken! Hans velkomsthilsen var også temmelig formel, men heldigvis husker en lille hund ikke så godt, så det varede ikke længe før han kom rullende med sin uregerlige hale. Mon ikke jeg havde savnet ham mere, end han havde savnet mig?

 

27. juni

I de næste mange dage skal vi have besøg af onkel Anton. Mikkel skal til Amager og gøre en lejlighed i stand for en veninde. Vi er NOGET spændte på, hvordan det vil gå, især om natten!

 

28. juni

– og nogle dage frem. Al vores bekymring har vist sig total ubegrundet. Det er, indtil nu, gået SÅ fint med de to hunde. Bortset fra en ulvetimes tid eller to om aftenen (hvor de pisker rundt om borde og stole i en vældig fart) samt få situationer hvor vi må sætte Melvin alvorligt på plads for urent overfald på en tålmodig og fredelig vovse, har det kun være dejligt og hyggeligt. At se de to drenge sidde oppe på trappen side om side og kigge ned, at se dem ligge snude mod snude på balkonen eller se dem boltre sig på græsset, er så dejligt, at det umuligt kan beskrives. Om natten bytter de seng/pude/tæppe og sover sødt til 6-8-tiden. Anton har lært Melvin at spæne ned ad trapperne og var der ikke antydning af et benløft, da Melvin skulle tisse? Jo, de er altså søde sammen. Måske synes Anton ikke, at Melvin er SÅ sjov hele tiden, men han finder sig i det og venter pænt på  ham når vi går tur og kommer medfølende, hvis han piver. Det bliver bestemt ikke noget problem at have dem sammen. Måske bliver det mere et problem, når de skal fra hinanden! Så håber jeg bare, at jeg ikke bliver sendt i job i Århus eller lign. i mange timer.

 

9. november

Akja, tiden går. På sin 6 måneders fødselsdag begyndte den lille hund at lette ben. Der gik ikke mange dage før, han gjorde det, som den naturligste ting i verden. Man har vel øjnene åbne, når onkel Anton vil lære nye kunster. Udover mange små sjove indfald er der jo ved at gå dagligdag for os alle. Melvin er utrolig dejlig. Han er lærenem, tillidsfuld, nysgerrig og meget glad. Han har hygget sig med vores foldegardiner en enkelt gang, men vi tror, at det er ydre påvirkninger, der har gjort den lille vovse kuldret. Han har faktisk været meget dygtig, når vi har været væk fra ham. Han får smidt en håndfuld godbidder i småstykker ud over det meste af gulvet og kan så bruge tid og kræfter på at snuse det op. Men når vi så kommer hjem! Uhada hvor bliver han da glad. Han hopper og hviner og halen svinger (stadig) som en beruset propel. Sikke en masse glæde; fra begge sider.

Og så har han fået en legekammerat. Genboen har fået en dejlig blanding af noget, der bliver stort. En herlig fyr med lange ben. Melvin tog pænt imod ham. Lagde sig venligt på ryggen (selvom han på det tidspunkt kun var godt 6 mdr.) og delte høfligt sit legetøj. De to vovser hopper glade rundt i vores have, der nu er blevet indhegnet, og vi priser os lykkelige for, at det ikke er en prydhave vi har. Store huller og løbespor som en ridebane, men hva’  pokker, de har det så sjovt. De er blevet meget gode venner og vovsen ”Randal” kan ikke smutte forbi uden at de lige skal hilse på hinanden og gerne snuppe et par løbeture i haven.

Melvins yndlingsspise pt: Hårdkogt æg, der bliver trillet ud i haven, ost og tun i olie. Han er glad for næsten at mad, men vi synes, figuren er prima. Hans foder står altid klar og han spiser, når han er sulten. Bedste legetøj: noget med lyde i ( det er der nu ikke så længe – det hylende dyr kan han hurtigt få ud af hulen!) noget med knuder på ( den skal han nok få bundet op i løbet af ingen tid) og vindruer er RIGTIG sjove at lege med. De bliver trillet og skubbet og kastet højt op i luften inden han slår den i ihjel og æder den! Men stadig er der mange spændende ting i naturen: grankogler, trærødder, visne blade og blomster. Heldigvis er han holdt op med at interessere sig for snegle og regnorme. Man bliver vel også klogere.

Hans bedste hvilestilling: på ryggen op ad vores bløde sofa og med stængerne lige i vejret. Han vil stadig ikke op og kæles for, men vi er velkomne på gulvet.

Om aftenen får han børstet tænder (som regel). Når han synes, vi er færdige lægger han sit hoved op på min hals, lukker øjnene og så skal jeg børste ham forsigtigt over hovedet. Åh hvor vi nyder det begge to. Han gør det samme, når han skal friseres/børstes og soigneres, men hans tålmodighed er måske ikke helt så stor som min.

Bare tæer er stadig noget af det bedste han ved. Vi kan knap svinge fødderne ud over sengekanten før han står klar. Han sover ved vinduet i køkkenet hvor han kan holde godt øje med både pindsvin og andet levende, der forstyrrer hans nattesøvn. Han bliver vældig gal, når der er fyrværkeri ( og det er der ofte her på Mols), men fasanerne, som Anton hader, får lov at sige lyde uden vrøvl.

Tjah, det var, hvad jeg lige kunne komme i tanker om. Hverdagen er, som sagt, fyldt med meget glæde, sjove påfund og stor taknemlighed over, at han er så helt vidunderlig skøn.